Skoleskydning 2012 - Esrum Skytteforening

Gå til indhold

Til Landsfinale igen!

Endnu engang har et hold, fra en 5. klasse på Tingbakkeskolen i Esrum, kvalificeret sig til Landsfinalen.

5. C fik en flot 2. plads ved årets Landsdelsfinale hvor Ganløse Skole blev nummer 1.

Hvert år arrangerer De Danske Skytteforeninger og Dansk Skoleidræt skoleskydning for alle landets 5. klasser - så skoleeleverne kan få kendskab til skydesporten. Det er de lokale skytteforeninger der står får den praktiske afvikling af arrangementet, så eleverne først møder sportsskydning gennem den lokale skytteforening. For Tingbakkeskolens elever var det således Esrum Skytteforening, som stod for den indledende træning, hvor eleverne fra 5. C og D fik lov til at prøve skydning med riffel.
Træningen blev afviklet i skoletiden på Esrum Skytteforenings 15 m. bane, og blev så afluttet med udtagelse til en Landsdelsfinale på Ålholmskolen i Hillerød, lørdag den 17. november 2012 - her deltog de bedste 21 hold i Nordsjælland, hvor de bedste 2 hold blev kvalificeret til Landsfinalen i Vingsted, lørdag den 24. november 2012.

Det er ikke første gang Tingbakkeskolen og Esrum Skytteforening har elever med til Landsfinalen i Vingsted, der har nemlig også været hold med de sidste 3 gange, hvor foreningen og skolen har afholdt skoleskydning. Det er desværre ikke hvert år, at foreningen og skolen har været med - da det ikke hvert år har været muligt at få skolen til at reagere på invitationen.

Skoleskydning er en god måde, at præsentere skydesporten for børn - hvor de kan lære, at skydning ikke altid er forbundet med fare for hverken mennesker eller dyr, da al skydning her foregår på skydeskiver. De præsenteres også for en sport, som for manges vedkommende kan være en meget stor hjælp i dagligdagen - da sporten har stor effekt på indlæring og koncentration. Børn med forskellige problemer i hverdagen kan have stor gavn af skydning, som har dokumenteret effekt på blandt andet ordblindhed og koncentrationsbesvær - der er også flere steder i landet, hvor man har indledt samarbejde med skoler og institutioner for børn med ADHD.
Esrum Skytteforening har også erfaring med dette arbejde, men har dog endnu ikke indledt noget samarbejde med skoler eller institutioner i kommunen - ikke fordi foreningen vil holde sig tilbage på det punkt, men fordi ingen skoler eller institutioner i kommnuen har vist interesse for et samarbejde. Der dog en enkelt privat skole, som foreningen har et samarbejde med.

Tilbage til indhold